My apologies to all English speakers, for now my diary is only available in Danish. A translation is coming up..
Mandag d. 12. november 2007
Klik på linket og læs mit læserbrev i Jyllands Posten fra d. 19. august i år. Det handler om de skærpede rådighedsregler på dagpengeområdet, som rammer musikere og musikskoler urimeligt hårdt (skuespillere også, for den sags skyld).
Læserbrev
Problemet er ikke at man forsøger at få nogle arbejdsløse musikere i job, men at man med de nye regler definerer fuldtidsbeskæftigelse som en stilling opslået på fuld tid. Dermed diskvalificerer man hele musikbranchen fra dagpengesystemet, og det er fatalt. For at gøre tåbeligheden fuldkommen målretter man endda indsatsen mod folk i faste deltidsstillinger, typisk musikskolelærerne. Det er folk med lange og dyre konservatorieuddannelser, og dem som har de bedste forudsætninger for at skabe sig en levevej i branchen.
De fleste som berøres direkte økonomisk vil da nok vælge at undvære dagpengene, da timelønnen er en del større ved at blive i det job man er uddannet til end ved at tage et ufaglært job. Og man vægrer sig naturligvis ved at opgive den karriere man har arbejdet hårdt for igennem mange år. Men hvad bliver konsekvensen? Musikerne mister det sociale sikkerhedsnet, og incitamentet til at spille og undervise for sorte penge for at klare dagen og vejen er indlysende.
Hvis du kan lide kultur, så tænk på det når du sætter dit kryds ved valget på tirsdag, den siddende regering har ikke meget positivt at tilbyde kulturlivet!
Beskæftigelsesministeren har aldrig svaret på læserbrevet, ellers havde jeg naturligvis også bragt hans svar i denne blog.
[top]
Lørdag d. 13. januar 2007
Vi har idag mistet tenorsaxofonisten Michael Brecker, alt for tidligt - han blev 57 år. Han var en fantastisk musiker, som forhåbentlig vil blive husket for altid..
[top]
Lørdag d. 11. februar 2006
Vi har på det seneste oplevet en uhyggelig konflikt omkring Jyllands Postens offentliggørelse af nogle hånende og krænkende tegninger af Profeten Muhammed. Min personlige holdning er at Jyllands Posten aldrig burde have bragt de tegninger, at de burde have undskyldt for fire måneder siden, at statsministeren burde have taget det møde med ambassadørerne i november 2005, samt at en stor del af konflikten kunne have været undgået hvis muslimer i Danmark havde de samme rettigheder som i andre lande. Dvs. retten til at begrave deres døde i indviet jord, retten til at opføre en moske, samt en dansk imamuddannelse, så islam kunne blive forkyndt af folk med tilknytning til Danmark - folk som de danskfødte muslimer kan identificere sig med. Det er foragteligt at høre Dansk Folkeparti ville straffe imamer for at bruge deres ytringsfrihed, samtidig med at de med samme ytringsfrihed forsvarer Jyllands Postens ret til at svine muslimerne til. Det er respektløst og uansvarligt. Det der er brug for nu er dialog og forsoning. Man kan evt. tilslutte sig underskriftindsamlingen på dette link:
http://www.forsoningnu.dk/
[top]
Lørdag d. 4. februar 2006
Allerførst skal jeg beklage den lange stilhed her i min dagbog - jeg har ganske enkelt haft for travlt det sidste halve år til at skrive noget. Jeg har afsluttet min solistuddannelse med eksamen på Koninklijk Conservatorium i Holland den 10. januar, og er nu startet med næsten dobbelt så mange elever på musikskolen i Hundested og på AOF i København. Det er en fornøjelse at have noget at lave!
Jeg har også lavet en demo indspilning med bandet 'Organic Beat' fra Finland, og man kan nu finde uddrag derfra under 'music' i menuen til venstre. Forhåbentlig kommer vi til at præsentere bandet på Copenhagen Jazzfestival til sommer - jeg har i hvert fald travlt i disse dage med at prøve at booke os til nogle koncerter!
[top]
Lørdag d. 27. august 2005
Hmm, de kan et og andet med at spille trommer på den anden side af Atlanten. Check de her links:
Bastard Metal Drummer 1
Bastard Metal Drummer 2
Groovy Street Drums
Them dudes got rhythm!!
[top]
Mandag d. 9. august 2005
Jeg var inde for at se premieren på musicalen 'Den Lille Havfrue' i torsdags sammen med min kæreste og familie. Det var fascinerende at se et samlet opbud på vel 50 pressefotografer stå med ryggen til begivenhederne på scenen for udelukkende at koncentrere sig om tronfølgerparret Frederik og Mary, som befandt sig blandt publikum. Jeg ville have følt mig lidt dum som skuespiller eller sanger i den situation! Og for de kongelige må det vel føles lidt som at have hæmorider. Det er for meget..
Jeg var iøvrigt lidt skuffet over forestillingen. De instrumentale dele af musikken var indspillet på forhånd, så der var ikke noget orkester. Og det hele virkede noget amatøragtigt, i bedste fald semiprofessionelt. En gammel gennemprøvet model i dansk teater: tag en håndfuld professionelle skuespillere og sæt dem sammen med et kor af glade amatører og nogle professionelle folk bag scenen (koreograf, korleder, instruktør, scenograf, m.m.) - så kan man lave et stort show til et lille shows pris.
Fint nok, når man bare ikke prøver at sælge det som et helt unikt show i verdensklasse. Det kan man ikke løfte på den måde. Og så kunne man have lavet mange bedre løsninger på scenografi, publikumspladser, lys og lyd, når man nu var ude i det frie rum og ikke bundet af indretningen i en teatersal. Der manglede fantasi og dristighed - også i musikken for den sags skyld..
[top]
Fredag d. 13. maj 2005
En ulykke kommer sjældent alene. Først mistede vi NHØP, og nu er Monica Zetterlund også gået bort, 67 år gammel. Hun lavede en fantastisk plade med Bill Evans tilbage i 1964, som hedder 'Waltz For Debbie'. Hun vil blive savnet, akkurat som NHØP og Bent Jædig, som døde ved denne tid sidste år.
[top]
Onsdag d. 20. april 2005
Vi har mistet Niels Henning Ørsted Pedersen. Det er et stort tab for dansk jazz, såvel som for musikgenren internationalt set. Det er sørgeligt at en så stor musikalsk personlighed ikke længere skal være iblandt os. NHØP blev 58 år. Æret være hans minde.
[top]
Mandag d. 14. marts 2005
Spiller du trommer? -Ja? Det var da dejligt! Får du undervisning? -Nej? Har du tænkt over hvad det vil sige at gå til trommeundervisning?
For nylig blev en af mine elever, Helene Juul Andersen på 9 år, interviewet til Danmarks Radios P3. Hør resultatet ved at klikke her (mp3 download).
[top]
Tirsdag d. 25. januar 2005
Velkommen til et nyt og bedre design på jacobroved.com! Tusind tak til Gregers Lundh Emmering som har arbejdet hårdt med designet. En helt igennem sublim indsats!
[top]
Onsdag d. 22. december 2004
God Jul og Godt Nytår!
Merry Christmas and Happy New Year!
[top]
Mandag d. 29. november 2004
En af tidens musikpædagogiske udfordringer: Hvordan bibringer vi eleverne en faglig ambition som rækker ud over TV’s og popmusikkens ikondyrkelse? Hvis målet med musikken er enkle popmelodier og hurtig berømmelse, hvordan står det så til med det faglige? Er svaret en tidlig styrkelse og udvikling af elevens musikalske dannelse? For at udvikle smag og ambition? Hvad kan vi gøre i musikskoleundervisningen og hvad er overladt til prægning i hjemmet og i samfundet iøvrigt?
[top]
Mandag d. 15. november 2004
Hvordan definerer man musik? Det spørgsmål optager mig en del. Noget af musikken kan naturligvis defineres i noder, andet i tal eller bogstaver - eller sågar ord, følelser eller billeder. Og så er der masser af aspekter af musikken som slet ikke lader sig definere. Man tilegner sig en vis ydmyghed når man igennem nogen tid har beskæftiget sig indgående med et så flygtigt og komplekst emne. Vores fornemste opgave som musikere og musikpædagoger er at prøve at formidle musikken, begynde med det lette og definerbare, og arbejde os frem imod det som ikke lader sig definere, men som eleven eller lytteren skal opleve på sin egen krop. At inspirere dennes nysgerrighed og interesse i på egen hånd at begive sig ind i de områder af musikken, som ikke kan komme til ham udefra. Det kræver meget af folk, og det kræver meget af os! Gevinsten er stor..
[top]
Søndag den 22. august 2004
Dmitri Sjostakovitj i sine erindringer (om hans forhold til sin gamle konservatorielærer og ven, pianisten og komponisten Aleksander Konstantinovitj Glazunov):
"Jeg holder af Glazunov, og det er derfor jeg siger sandheden om ham. Lad så andre folk der ikke ved bedre lyve om Glazunov. De kan tage deres laurbærkranse med sødladne påskrifter og gøre med dem hvad de vil. For dem er Glazunov fiktion, Bronzerytteren. De ser kun hestens hove.
Mit gode forhold til Glazunov byggede på en udmærket basis - alkohol!"
[Vidnesbyrd, Dmitri Sjostakovitj’ Erindringer, fortalt til Solomon Volkov]
[top]
Tirsdag den 27. juli 2004
I aften er jeg blevet færdig med at transkribere de instrumentale partier fra 5. sats af Sjostakovitj' 13. symfoni. Det er rigtig fedt! Forude venter en del analysearbejde..
:o)
[top]
Mandag den 26. juli 2004
Kloge ord!
'Herre, giv mig kraft til at ændre hvad der kan ændres. Herre, giv mig kraft til at bære hvad der ikke kan ændres. Og Herre, giv mig visdom til at kende forskel.'
Det er en gammel russisk bøn. Den nævnes bl.a. af Solomon Volkov i hans bog 'Vidnesbyrd, Dmitri Sjostakovitj' Erindringer' fra 1980 (p. 267).
Citeres således i Jon-Roar Bjørkvolds fremragende bog 'Det musiske Menneske' fra 1989.
[top]
Mandag den 28. jun 2004i
"Du i dit hjerte førend din pande skal finde det sande.."
- Jon-Roar Bjørkvold, Det Musiske Menneske.
[top]
Tirsdag den 22. juni 2004
Det er fascinerende at tænke på hvordan nogle mennesker er i stand til at leve livet fuldt og helt, og få en utrolig masse ud af det så længe det varer. Mens andre måske bliver 100 år, men kvalitativt set har levet mindre end deres skolekammerat som døde 35 år før.
Disse mennesker besidder ofte en indre fred, hvilende i bevidstheden om ikke at have forsømt tilværelsen. De har været tro mod sig selv, haft en uhøjtidelig indstilling til livet, og ikke forspildt nogen chancer. Ej heller har de slidt og stræbt for at nå mål som ikke var deres egne.
Jazzsaxofonisten Bent Jædig døde fornylig, 68 år gammel, og blev begravet i sidste uge. Rygtet vil vide at da lægen kom ind for at give ham den sørgelige besked at der intet mere var at stille op, havde Jædig lagt hånden på hans arm og trøstende sagt: 'Det skal du ikke være ked af, jeg har det godt.' Æret være hans minde.
[top]
Home